Guide til køb af din første espressomaskine og kværn

Tillykke!
Hvis du læser dette er du sandsynligvis på vej ud i en af de lækreste, mest sanselige men også dyreste og mest afhængighedsskabende hobby’s. En hobby hvor samspillet mellem gode friske råvarer (kaffen), maskiner, en god portion nørderi og tålmodighed – går op i en højere enhed.
Men hvor skal man starte?

For mange begynder det med fascinationen af de skinnende espressomaskiner. Man er helt fokuseret på den fine funklende espressomaskine og det trækker i én for at hive den med hjem og det på bekostning af kværnen – den kan jo komme når man får råd! WRONG!!! Læs mere om dette under afsnittet om kværnen.

Når du skal sammensætte dit espresso setup bør du ha følgende prioritet.
  1. Frisk kaffe
  2. Kaffekværn
  3. Espressomaskine
Kaffe:

Frisk kaffe og her taler vi om kaffe i hele bønner der max er 3-4 uger gammelt. Optimalt er 1-2 uger efter rist. Formalet kaffe er kun frisk i ganske kort tid - ja i få minutter vil nogen hævde. Formalet kaffe der har stået i et supermarked og sandsynligvis med flere måneder gammel ristedato, er derfor ikke en mulighed hvis man skal lave god kaffe.

Kværnen:

Du vil uvægerligt støde ind i udtalelsen om at kværnen er det vigtigste i hele espressosættet. Med undtagelse af frisk kaffe, er dette ikke desto mindre rigtigt. Spar dig selv for en masse frustration og fokuser på kværnen først og hvis der ikke er råd til både kværn og maskine, så køb kværnen og nyd en masse friske bønner på stempelkande eller AeroPress og køb siden espressomaskinen når du får råd.
Den formalingsfinhed du skal bruge til din espresso varierer fra dag til dag og fra den ene kaffetype til den anden. Når kaffen bliver ældre (fra ristedato) ændres også kravet til formalingen. Disse variationer kan formalet kaffe fra et risteri jo ikke tage højde for. Derfor er det ret vigtigt selv at ha en kvalitetskværn til rådighed.

En god begynderkværn koster typisk fra ca. kr. 1.800 og opefter fra ny. Kan evt gøres for lidt mindre ved de helt billige Ascaso i-mini kværne. Generelt populære kværne i prisklassen kr 1.800-3.000 er Rancilio Rocky, Ascaso, Solis, Anfim/ECM, Compak K3, Mahlkönig Vario. I prisklassen 3-5.000 kr finder man suveræne hjemmekværne som Mazzer Mini (E), Anfim Best, og MACAP M4. Hvor Rancilio Rocky tidligere var den foretrukne begynderkværn, sætter Mahlkönig (Baratza) Vario ny standard for hvad man opnå af gode resultater for under kr. 3.000.

Billeder: Rancilio Rocky, Ascaso i-mini og Mazzer Mini Electronic.

Det kan være endog meget fornuftigt at se på førnævnte kværne som brugte, da de fleste kvalitetskværne er så godt bygget, at man kun behøver at bekymre sig om at skifte slidelene – altså kværnebladene eller knivene som de også kaldes.

Man vil endog med stor fordel kunne bruge sit budget på brugtmarkedet til at rykke en klasse op, til kværne i den absolutte top. Her vil kværnene, som typisk bruges på cafeer og restauranter, være noget nær det ypperste til hjemmebrug – hvis man har plads! Ingen nævnt er ingen glemt, men eksempler på sådanne kværne kan være Mazzer ( Super Jolly, Major), MACAP, Compak (K-6/8/10), Anfim ( Caimano, Super Caimano), La Cimbali og Mahlkönig. Disse kværne rangerer prismæssigt mellem kr. 4–20.000, men kan med lidt held erhverves brugt fra kr. 2.000 og opefter.

Hertil kommer at de fleste erfarne espressobryggere foretrækker en dedikeret espressokværn, for selvom man på markedet kan få kværne der tillader hurtigt skift imellem grov og fin formaling, vil man bruge en del tid og miste en del kaffe på at finindstille kværnen til espresso efter ændring tilbage fra en grov formaling til eksempelvis kaffe til stempelkande.

Billeder: Mazzer Super Jolly og Compak K10 WBC.

Espressomaskine.

Følgende beskriver udelukkende semi-automatiske espressomaskiner, altså maskiner der brygger espresso ved hjælp af en elektrisk pumpe. Manuelle maskiner hvor espresso brygges ved håndkraft (eksempelvis træk i en stang), er ikke beskrevet her.

Nyprisen for en espressomaskine af god kvalitet starter ved ca. kr. 3.000 og i denne prisklassen finder man den ukronede Dronning - Rancilio Silvia og den lidt billigere Gaggia Classic/Baby. Silvia er en såkaldt enkeltkedelmaskine som i udgangspunktet kan brygge fantastisk espresso og med yderligere tålmodighed, også kan lave perfekt mælkeskum når maskinen efter 2-2½ minut er varmet op til damp. Er man mest til espresso, er Silvia et perfekt valgt selvom man skal arbejde lidt med ”hende”. Af andre enkeltkedelmaskiner kan nævnes Ascaso Dream/Steel og de lidt dyrere (og mere temperaturstabile) maskiner med det såkaldte E61 bryggehoved (f.eks. VBM Domobar og Isomac Zafiro og Manufacture Classica).



Billeder: Rancilio "Miss" Silvia, Gaggia Classic og VBM Domobar.

Laver man mange mælkebaserede espressodrikke (f.eks. capucino og cafe latte) vil det være en fordel at se på en maskine der både kan brygge og skumme mælk (steame) på samme tid. Primært vil der være tale om to maskintyper – de såkaldte varmevekslermaskiner (varmeveksler=HX= Heat Exchanger) eller dobbeltkedelmaskiner. HX-maskinerne er, blandt disse to maskintyper, absolut de mest udbredte og findes i et hav af variationer fra firmaer som Rocket, Expobar, Isomac, Izzo, Manufacture, VBM, Quickmill, og Nuova Simonelli. Et prisvenligt og populært valg er ”Oscar” fra Nuova Simonelli der har en nypris på lige ved kr. 5.000.
Dobbeltkedelmaskiner, der har separate damp- og brygvandskedler, er dyrere, men også lettere at bruge i forhold til HX-maskinerne.












Billeder: Nuova Simonelli Oscar og Rocket Giotto.

Dobbeltkedelmaskinerne har med deres separate brygvandskedel altid præcis brygvandstemperatur hvorimod man på HX-maskinerne, er nødt til at tømme noget af det alt for varme brygvand af (der har stået stille i varmeveksleren) før maskinen har den rette brygvandstemperatur. Af dobbeltkedel maskiner kan nævnes Izzo Alex Duetto, VBM Domobar Super Dual Boiler,  La Spaziale S1 Vivaldi og La Marzocco GS3.


Billeder: La Spaziale S1 Vivaldi II, Izzo Alex Duetto og La Marzocco GS3.

Der kommer indimellem professionelle espressomaskiner til salg på eksempelvis DBA.dk og til priser der kan være meget fristende. MEN PAS PÅ! Dels ved sælger ikke altid om maskinen er i brugsdygtig stand og du kan risikere en kæmpe reservedelsregning for at få den sat i stand, men noget andet er også, hvor hensigtsmæssige sådanne maskiner er i et hjemme setup. Professionelle espressomaskiner er lavet til at stå tændt hele døgnet og hvis de slukkes er de er ofte 1-1½ time om at varme op til driftstemperatur. De bruger herudover rigtigt meget strøm og kræver, afhængig af maskine, en del flushing  (køre brygvand igennem til nedkøling af bryggegruppen) for at kompensere for at den ikke bruges nær så meget i et hjemme setup.

2 comments:

Anonymous said...

Dejligt informativ beskrivelse af espresso brygning og hvad det kræver.

Jeg vil nu følge dit råd om at fokusere på kværnen, som væsentligste forudsætning for at brygge en god espresso.

Gennem et års tid har jeg nu brugt Irmas aldeles dejlige assortiment af mange forskellige kaffebønner fra hele verden. Jeg maler så én pose ad gangen.

Til brygningen bruger jeg en Krups stål espresso-maskine, som jeg købte for år tilbage. Med tiden og økonomien vil jeg købe en rigtig god espresso-maskine.

Nu er det så kværnen, jeg vil fokusere på. Ikke mindst efter gentagne gange at have hørt, at den er det vigtigste led i processen.

Så hvilken kværn ville du så vælge af de sids nævnte café/restaurant maskiner, hvis du stod over for at skulle vælge?

vh. Anette Andersen

Sonne said...

Hej Annette. Med hensyn til kværnen, så går du aldrig galt af en Mazzer. Den allermindste Mazzer Mini med doser er dog for langsom efter min mening.